Lys, delevenlig 3-værelses lejlighed til salg (70 kvm)

Lejlighed i høj stueetage på Lundtoftegade til salg. Lejligheden har tre gode værelser, en fordelingsgang, et lille badeværelse med bruser samt køkken med fransk altan og udsigt over gården. Vaskemaskine og opvaskemaskine findes i køkkenet.

Til lejligheden hører der et belejligt liggende kælderrum lige under lejligheden. Stuerne er vestenvendt og nyder uforstyrret eftermiddags- og aftensol hele sommeren. Foreningen har en skøn, grøn og solrig gård. Der er fælles grill, legepladser, andedam, boldbur og mange små hyggelige kroge.

Andelsforeningen ligger i Stefansgadekvarteret tæt på Nørrebroparken med charmerende cafeer, butikker og restauranter. Foreningen ligger desuden kun få minutters gang fra metrostationen Nuuks Plads.