Forår på altanerne 3
Problemer med varmtvandsanlægget
Første Arbejdsweekend afholdt!
Cykelparkering
Plantekummer til gården
Foråret er ankommet. Vi glæder os alle over solens varme og nyder at sidde på vores altaner. Husk at vise hensyn til dine naboer, så vi alle sammen kunne nyde Foråret på vores altaner.
Vi har haft lidt problemer med det varme vand. Vi har måttet udføre ekstraordinær rensning af beholderen og udskiftet utætte ventiler. Disse skader har det med at opstå på ubelejlige tidspunkter, så hvis I oplever unormale tilstande, bedes I se på foreningens hjemmeside, hvor vi i størst mulige omfang vil informere om eventuelle driftsforstyrrelser.
Årets første arbejdsweekend overstået. Det blev en kæmpe succes. Mange beboere deltog og fik forhåbentligt et par dejlige dage i gode naboers selskab. Vi fik ordnet bede, beskåret træer, ryddet krat, gjort klar til nyttehave, lavet ny pergola til grillpladsen ved søen, olieret bor/bænkesættene samt foretaget duesikring de steder hvor beboerne ikke selv kan komme til. Ønsker man at duesikre sin egen altan, kan man henvende sig på ejendomskontoret i åbningstiden og få strips til formålet.
Næste skemalagte arbejdsweekend er 4.-5. Oktober 2014. Nærmere informationer herom senere.
Cykelkældrene er fulde. Der er stadig mange gamle/ubrugte/ødelagte/efterladte cykler i kældrene. Disse er blevet mærket med tape i den nys overståede arbejdsweekend. Henstår nogen af disse gamle vrag i kældrene, vil de blive bortskaffet i uge 26.
Plantekummer til gården. Fredag d. 23. Maj 2014 får foreningen leveret en masse plantekrukker. Disse krukker vil blive stillet ved kældergelænderne og beplantet med blomster. Walter vil føre an, men vil meget gerne have nogle frivillige hjælpere til at give en hånd med, da krukkerne er ganske solide.
Sluttelig et par påmindelser:
Det er IKKE tilladt at holde hund og/eller kat i foreningen.
Der må IKKE henstilles motorkøretøjer i gården og i kældrene.
Der må IKKE stå fodtøj, cykler, barnevogne o.l. i opgangene.
Husk at smide dit/jeres affald op i containerne. Undlad at stille det ved siden af containerne.
Sortér dit/jeres affald, så kun almindeligt husholdningsaffald kommer i de store containere.
Det er IKKE tilladt at parkere knallerter og andre motorkøretøjer i gården og i kældrene!
Der skal være ro i gården og på altanerne mellem klokken 22:00 og 07:00. Vis hensyn til dine naboer!
Med venlig hilsen,
Allan Baggesø
Formand, A/B Borups Plads