Til beboere

Til beboere

Nyhedsbrev Januar 2023

Generalforsamling

Sæt kryds i kalenderen d. 07.02.2023, hvor der er generalforsamling for alle andelshavere i A/B Borups Plads. Der udsendes en mere formel indkaldelse snart. Vær i den forbindelse opmærksom på, at der er ledige pladser i bestyrelsen, så overvej gerne, om det kunne være noget for dig.

Nye trappevaskere

Fra 1/1 er der indgået en aftale med RengøringsAgenterne om at stå for vask af for- og bagtrapper, samt periodisk fladerengøring. De vil også stå for at pudse alle vinduer i foreningen (eks. terrassedøre) én gang årligt. Første gang bliver 6-10/2-2023.

Varmetabsberegning

Bestyrelsen har modtaget den bestilte rapport om varmetab i foreningen. Den nye fordeling af varmeregningen bliver nu baseret på reelle målinger, hvor stue- og 4. salslejligheder samt lejligheder ved porte og hjørnelejligheder får en kompensation. Den nye varmetabsberegning vil være gældende fra det kommende varmeregnskab.

Uregelmæssige vandtemperaturer

I december måned har vi været ude at måle og justere trykket på vandet, for at forbedre de temperatursvingninger, som nogle har oplevet på vandet. Vi har oplevet at færre har henvendt sig med vandtemperatursvingninger. Hvisman stadig oplever store temperatursvingninger, så skriv gerne herom til faldstamme@borupsplads.dk.

Sikring mod tyveri i kældere og døropgange

Rapportér gerne om yderdøre, der ikke lukker ordentligt, så vi kan sikre dem mod tyveri. Rapportering må gerne ske til Kent på varmemesteren@borupsplads.dk.

Kritisk information på Probo

Ejendommen har oplevet nedbrud på el og vand den sidste måned. Ved sådanne nedbrud kan man orientere sig på Probo, hvor kritisk information vil fremgå, f.eks. om hvornår el og varme skulle skulle vende tilbage igennem. Tilmeld evt. også sms-service hos HOFOR og Radius, så vil man få direkte besked ved nedbrud.

Nye varmepriser fra HOFOR

De nye priser på fjernvarme er offentliggjort. Der er en foreløbig stigning på 7% – vi kan glæde os over, at vi ikke har naturgas.

Husk at aflevere juletræ uden fødder i gården inden d. 24. januar, hvor de fjernes.

Nye kontortider for 2023

Se nedenfor hvornår du kan komme til foreningens kontor og få svar på eventuellespørgsmål.

10/01, 31/01, 07/03, 28/3, 02/05, 30/05, 27/06, 08/08, 05/09, 03/10, 31/10, 28/11 & 12/12. Kl. 19 – 20

Charmerende 2-værelses lejlighed, stille og lys, beliggende øverst oppe

Efter næsten 10 år i foreningen sælger jeg min skønne lejlighed på toppen af A/B Borups Plads. Lejligheden består af to gode værelser og er delevenlig, et nyere badeværelse (2015) med separat brus, og et moderniseret men originalt køkken i fransk landlig stil med udgang til altan. Køkkenet har alle fornødenheder; vaske/tørremaskine, opvaskemaskine, SMEG ovn med gasblus. Trægulvene i lejligheden blev slebet i 2020 og fremstår rigtig pæne.

Her er det man ikke kan læse sig til: Lejligheden er dejligt stille og altanen plus soveværelset mod den store gårdpark er syd-østvendt og får en masse morgensol. Værelset mod gaden (stuen) får derimod aftenlyset, ofte med kig til rød aftenhimmel over Bellahøj.

Lys 2-værelses lejlighed med sydvendt altan

Lejligheden befinder sig på Humlebækgade tæt ved Nørrebroparken, og har udsigt over Rungsted plads  fra soveværelset mod nord, og foreningens gård mod syd, hvor der er altan. Lejlighedens 56 kvadratmeter er fordelt over et soveveærelse, et køkken-alrum samt et københavner badeværelse med toilet og bad.

Hyggelig, delevenlig 2-værelses lejlighed

Lys, delevenlig 2-værelses lejlighed på 61 kvm beliggende på 3. sal på Humlebækgade 51.

Lejligheden består af et ældre lyst og funktionelt køkken, et toilet samt et større badeværelse. Herudover to fine, lyse værelser der kan tilgås fra en lang fordelingsgang som desuden har et relativt stort opbevaringsrum for enden.

Der er ligeledes en stor og frodig gård, hvor der findes aktiviteter/faciliteter for store og små. Herunder drivhus og grillområde ligesom der er boldbaner, legeplads mm..

Foreningen er præget af en super sund økonomi og et godt naboskab ligesom foreningen ligger i det populære Stefansgade kvarter, der ligger lige op af Nørrebroparken og huser en række forretninger og caféer. Desuden kun 500 meter til metroen på Nuuks Plads.

Skøn, lys 2-værelses lejlighed med altan og køkken-alrum

Lejligheden er på 56 kvm. og består af et nyere køkken-alrum fra 2018 med plads til både spise- og sofaafdeling. Der er opvaskemaskine, vaskemaskine, stort køle-fryseskab, induktionskogeplade samt masser af god skabsplads. Fra køkkenet er der udgang til en skøn altan med udsigt over den store, grønne gård. Derudover indeholder lejligheden badeværelse og et stort soveværelse. Lejligheden ligger på 4. sal.

Lejligheden er ikke delevenlig.

Lejligheden er beliggende i det attraktive og hyggelige Stefansgade-kvarter med et væld af caféer og specialbutikker. Derudover 5 minutters gang til Nuuks Plads metrostation.

Lys, delevenlig 3-værelses lejlighed til salg (70 kvm)

Lejlighed i høj stueetage på Lundtoftegade til salg. Lejligheden har tre gode værelser, en fordelingsgang, et lille badeværelse med bruser samt køkken med fransk altan og udsigt over gården. Vaskemaskine og opvaskemaskine findes i køkkenet.

Til lejligheden hører der et belejligt liggende kælderrum lige under lejligheden. Stuerne er vestenvendt og nyder uforstyrret eftermiddags- og aftensol hele sommeren. Foreningen har en skøn, grøn og solrig gård. Der er fælles grill, legepladser, andedam, boldbur og mange små hyggelige kroge.

Andelsforeningen ligger i Stefansgadekvarteret tæt på Nørrebroparken med charmerende cafeer, butikker og restauranter. Foreningen ligger desuden kun få minutters gang fra metrostationen Nuuks Plads.

Nyhedsbrev Oktober 2022

Boldbanen er klar

Som de fleste nok har bemærket er underlaget på boldbanen nu moderniseret en smule med et gummiunderlag, som nu er klar til brug. Indenfor den nærmeste fremtid vil gården også indkøbe nogle fælles bolde og en boldkasse.

Madklub

Madklubben er nu kørerende og der har været dejligt stort fremmøde de tre gange, den har kørt allerede. Alle er velkomne, tilmelding til madklub foregår via denne facebookside: A/B Borups Plads – Fællesspisning, hvor regler, tidspunkter og menu også vil fremgå.

Luk ikke musen ind i kælderen
– Husk at lukke dørene fra gården til opgangene

Vi har haft problemer med mus i kældrene. De kommer ind, fordi vores kælderdøre ikke bliver lukket. Så husk at holde dørene fra gården og ind til opgangene lukket. Undlad også at sætte noget i klemme i dørene mellem bagtrappe og gården.

Den sociale pulje…

… er fortsat mulig at søge, hvis man nu har arrangementer, der kommer livet i foreningen til gode. Det kunne eksempelvis være støtte til et mindre Halloween-arrangement.

Aktuelle emner i bestyrelsen

To emner, som kommer til at fylde i bestyrelsen i den kommende tid, er en opdatering af vedligeholdsplanen for bygningen og varmetabsberegningen, som der blev stillet forslag om ved generalforsamlingen i januar.

… sidst en lille service-info:
Husk at det er godt for bygningen at blive varmet op, da det sammen med udluftning forebygger fugtskader. Vi får fjernvarme fra HOFOR. Prisen på varme bliver bestemt et år af gangen, hvilket vil sige at det først er fra 1. januar 2023, at de nye priser på varme vil ramme os. Du kan derfor trygt fyre, som om det var januar 2022

Dbh Bestyrelsen

2-værelses lejlighed til istandsættelse

Stuelejlighed i Stefansgade der trænger til en kærlig hånd. Køkkenet er det oprindelige rammekøkken, plankegulvene er ligeledes originale og fremstår i OK stand.

Fra entreen er der adgang til køkken, stue, værelse og toilet. I køkkenet er der adgang til den franske altan.

Til lejligheden hører der kælderrum med.

Lejligheden er kun få minutters gang fra metrostationen Nuuks Plads, tæt på Nørrebroparken og hyggelige caféer, restauranter, og butikker.

I prisen er der taget højde for lejlighedens stand. Køber påtager sig, at udbedre mangler i henhold til el og VVS synsrapport, samt lovliggørelse af bad.

Stor lækker grønt gård, hvor der er massere af solpletter om sommeren, frugttræer og buske. Fælles grille, boldbur, bordtennis og petanque bane. Så der er rig mulighed, både at nyde en stille stund i solen eller udfordre din nabo eller venner til et spil i gården. Der er cykelparkering i gården og der er også adgang til cykelkælder.

Lys og charmerende lejlighed med udsigt over den smukke indegård

3-værelses lejlighed på Lundtoftegade til salg, beliggende på 4 sal (uden elevator). Der er et lille badeværelse med bruser, køkken med vaskemaskine og udgang til altan, en dobbeltstue og soveværelse. Lejligheden er ikke-delevenlig.